Ofte stillede spørgsmål

Hvis du har spørgsmål, som ikke er besvaret her, og synes det burde stå på siden, bedes du kontakte bestyrelsen, som vil give forespørgslen videre til webmaster

Generelt

Hvordan får jeg nyt navneskilt til postkassen
Pr. august 2025 og fremadrettet, skal beboeren selv betale for nyt skilt på postkassen, men det kan bestilles gennem ejendommen. Prisen pr. august 2025 er kr. 290.00, som vil blive opkrævet via fællesudgifterne. Der sendes en mail til Bjørn Johansen bj<at>ssv.dk med præcis angivelse af det navn der ønskes, samt etage og side. Bjørn bestiller skiltet, og når det er klart, kan skiltet hentes hos Sikret A/S (lige over for Superbrugsen på Ålekistevej)

Vaskerum

Generelle regler
  • Vask sker på eget ansvar
  • Vaskeriets åbningstid 7:00 – 23:00, sidste vask kl. 22:00
  • Beboere skal overholde vasketiden. Det betyder, at vasketøjet skal tages ud efter endt vask
  • Det er ikke tilladt at bruge vaskeriets vaskemaskine til vask af tæpper, hundetæpper eller farvning aht. hygiejne samt allergikere
  • Efterlad altid vaskeriet som du ønsker at modtage det
  • Beboeren er selv ansvarlig for at være tilstede ved vaskecyklussens ophør eller når tørretumbleren er færdig, hvis man ikke ønsker at andre skal tage ens tøj ud
  • Bruger du ikke din fulde tid, opfordrer vi til at du annullerer den, så andre kan se at der er ledigt

Reservation

  • Reservation skrives i kalenderen der ligger på bordet i vaskerummet
  • Der må maksimalt bookes 4 timer pr. dag pr. lejlighed – det er ikke tilladt at booke en hel dag

Chancevask
En reserveret vask mistes, hvis den ikke er påbegyndt 15 minutter efter starttid. Herefter kan andre tage vasketiden.
Tørrerum og varmerum

  • Da vores tørrekapacitet er begrænset, opfordres alle til at hænge tøjet tæt, og nedtage det så snart det er tørt
  • Det er tilladt for andre beboere at nedtage tørt tøj, og lægge det pænt på bordet i vaskerummet
Priser og vaskemønter
Prisen på vaskemønter fastsættes på generalforsamlingen, og er pt. 15 kr. pr. vask.
Vaskemønter kan afhentes hos Bahram 11 .st.th. og Bjørn og Kirsten, 7 st.th.
Vaskemønter opkræves sammen med fællesudgifterne på den næste huslejeopkrævning

Affald
Helt generelt – tag hensyn til dine medbeboere, viceværten mv.

Dagligt affald
Almindeligt dagligt affald skal pakkes godt ind i lukkede poser, specielt hvis det smides i skakten, og indholdet må ikke være for tungt
Flasker
Der står en flaskecontainer nede mellem Hyltebjerg Allé og Linde Allé – ned for enden af Flakholmen, og kig til venstre. Lad venligst være med at sætte flasker nede ved affaldscontainerne
Affaldssortering
Der er opstillet affaldscontainer til sorteringsaffald – orientér dig i øvrigt altid på de pjeser Kommunen husstandsopdeler med jævne mellemrum

  • Bio-affald (mad-affald, kaffefiltre etc.)
  • Pap
  • Plastic (både blød og hård plast) – bemærk at plasten skal være fri for eventuelle madrester
  • Småt elektronik
  • Metal
Farligt affald
Mindre farligt affald kan lægges i den lille plastickasse der ligger i sydenden af kælderen (der hvor der også står nogle bøger) – dette gælder ikke malerrester. Større farligt affald skal du selv skaffe dig af med på nærmeste genbrugsstation
Storskrald
Storskrald afhentes på angivne tidspunkter. Bestyrelsen opdaterer på opslagstavlen hvilke datoer der afhentes, og hvad der må stilles ud. Der må ikke henlægges affald ud over dette.
Malerester
Du skal selv returnere overskydende maling, enten i butikken hvor du købte malingen, hvis denne tager den tilbage, eller på nærmeste genbrugsstation.
Hvorfor er papcointaineren altid fyldt?
Nogen – ikke dig selvfølgelig – har glemt at skære papkasser op. Sørg altid for at papkasser er presset så meget som muligt sammen.

Varmeanlægget

Vores varmeanlæg er et gammelt 1-strengsanlæg, som hver vinter volder lidt udfordringer. Radiatorer er som udgangspunkt beboerens eget ansvar, men når varmesæsonen begynder, kan man hjælpe sig selv en del ved at lufte ud, og – om nødvendigt – “massere” ventilerne
1: Udluftning af radiator
2: Massering af ventiler

Men specielt i yderlejlighederne kan der være udfordringer, så hvis radiatorerne i øvrigt er i orden, så kontakt bestyrelsen, så kan der være ventiler andre steder i systemet der skal justeres på

Badeværelset

Der er en hylende lyd på mit badeværelse, hvad der det?
I forbindelse med faldstamme-renoveringen blev der installeret ‘vandmeldere’, som skal advare mod utætte rør. Det er sandsynligvis batteriet på denne der skal skiftes. På 3.sal kan det være anerledes, men ellers sidder den i en af rørkasserne ved toilettet
Der kommer vand på gulvet når jeg tager bad – hvad gør jeg?
Alle afløb er forsynet med en vandlås, det er sandsynligvis den der skal renses for hår, snavs mv. Det er vigtigt at du sikrer dette, da vandet kan give skader
Mit toilet løber, men min VVS’er siger at han ikke kan skaffe reservedele
Dette er ikke helt korrekt, men der er meget lang leveringstid. Bestyrelsen køber derfor sæt hjem når der mangler, og et sæt reservedele kan sælges til beboeren til kostpris